Folketing og regering har
i enstemmighed besluttet, at Danmark skal gå i krig mod Libyen med det
erklærede mål at beskytte civilbefolkningen. Det til trods for at det meste af
verden er i mod krigen. Det der er vished for er, at Vestens
tidligere angrebskrige, som Danmark i overensstemmelse med sin ”aktivistiske
udenrigs- og krigspolitik” beredvilligt deltager i, har resulteret i et
omfattende folkemord. F.eks. har angrebet og besættelsen af Irak forvoldt mere
end 1 mio. dræbte civile.
Uden forudgående forsøg
på dialog, konfliktmægling, forhandlinger eller boykot har FNs sikkerhedsråd givet
grønt lys for en militæraktion, der går videre end en flyveforbudszone. Den
tillader krig med alle midler, bortset fra en landkrig. De første krigsdage har
da også vist, at der gennemføres omfattende luftangreb med krydsermissiler og
fly mod Gaddafis militærinstallationer, kampvogne, men også flere civile i
Tripoli er allerede blevet dræbt. Hvis det bliver nødvendigt for at opnå fuld
kontrol over Libyen og dets olieressourcer, vil angrebet sandsynligvis udvikle
sig til en regulær landoffensiv.
Angrebet på Libyen står i
skærende kontrast til Vestens fuldstændige opslutning i årtier til de øvrige
diktatorer i regionen og deres venskab med Gadaffi. Først da folkemasserne fik
afsat de despotiske Ben Ali i Tunesien og Mubarak i Ægypten skiftede Vestens
ledere af taktiske grunde standpunkt.
Vi støtter de arabiske
folkerevolutioner, der vil have væltet militærdiktaturer og kongedømmer for at
få indført demokrati, frihed og sociale forbedringer. Dette gælder også
Gaddafi-regimet.
Overgrebene mod de
ubevæbnede demonstrerende er specielt grufuld i Yemen og Bahrain med adskillige
dræbte og sårede. Her er ingen fordømmelse fra Vesten og ingen snak om
oprettelse af flyveforbudszoner. De diktatoriske konger og herskere i
Mellemøsten har endda indgået en musketer-ed om at hjælpe hinanden i
nedkæmpelsen af de oprørte folkemasser.
Det har allerede
resulteret i, at Saudi Arabien efter forståelse med USA har invaderet
nabolandet Bahrain i Den Arabiske Golf over for Iran og deltaget i
nedslagtningen af de ubevæbnede demonstranter. USA har her sin 5. flåde og
landet er uhyre vigtigt for USAs geopolitiske interesser i Mellemøsten og
Centralasien, herunder beskyttelsen af oliekilderne, hvorfor USA ikke vil
tillade, at folkeoprøret vælter kong Hamada Khalifa, der trofast tjener USAs
interesser.
De fine ord om demokrati
og menneskerettigheder er derfor kun et røgslør for Vestens ønsker om uhindret
adgang og kontrol over Nordafrikas og Mellemøstens enorme oliekilder.
Oprøret mod Gaddafi fik
imiddlertid hurtigt et andet forløb end ved de andre folkeopstande. Efter at
enkelte ministre og højt placerede militærfolk tilsluttede sig Libyens
Nationale Råd, der blev oprettet den 5. marts i Benghazi, opstod der en
borgerkrig. Den afhoppede justitsminister Mustafa Abdul Jalil er blevet indsat
som leder af Rådet, der nu helt har overtaget ledelsen af oprøret. Rådet har
den 23. marts oprettet en midlertidig selvbestaltet kupregering med Mahmoud
Jabril som midlertidig premierminister, som en åbenlys marionet for
”koalitionen af villige”
Det viser sig ved, at:
-
Mahmoud
Jabril op til angrebet har afholdt en række møder med vestlige ledere i
krigskoalitionen, bl.a. med USAs udenrigminister Hillary Clinton, der ifølge en
amerikansk ambassadeindberetning, offenliggjort af WikiLeaks, har omtalt ham
som ”en seriøs samtalepartner, der forstår USAs perspektiv”. Han har flere
gange mødt Nicolas Sarkozy, Frankrigs præsident - en af de mest aggressive
fortalere for krigen mod Libyen. Herefter har Frankrig ensidigt den 10. marts
godkendt Libyens Nationale Råd, som landets eneste legitime repræsentant
-
Rådet har
anmodet om og støtter krigen mod sit eget land.
-
Rådet har i
modsætning til Gaddafi-regimet nægtet al mægling i konflikten, bl.a. har ALBA-
landene i Latinamerika foreslået Brasiliens tidligere præsident Lula som
mægler. Også Den Afrikanske Union repræsenterende 53 lande har tilbudt sig som
mægler til løsning af konflikten.
-
Rådet har
ingen politik ud over afsættelsen af Gaddafi-regimet
På denne baggrund kan det
slås fast, at Libyens Nationale Råd ikke er interesseret i fred, men alene i at
komme til magten som marionet for ”koalitionen af villige”. Såfremt
Gaddafi-regimet bliver væltet af Libyens Nationale Råd med støtte fra
koalitionen og ikke af den brede befolkning, vil Libyen få et korrupt,
udemokratisk, repressivt regime og et af vestmagterne udplyndret og ødelagt
land med forfærdelige konsekvenser for civilbefolkningen. Sådan er det gået med
Malikis Irak og Karzais Afghanistan, og sådan vil det også gå med Libyen efter
en ulovlig angrebskrig og efterfølgende besættelse.
Modstanden mod krigen og
modstanden mod Libyens Nationale Råd er således en og samme sag.
Den parlamentariske
opposition Socialdemokraterne og SF har i endnu større omfang end
VKO-regeringen været forhippet på at gå i krig, endda uden FN-mandat.
Enhedslisten har med sin tilslutning til krigen erklæret sig i modstrid med
antikrigsbevægelsen og er parat til som ansvarligt krigsparti at støtte en evt.
kommende S/SF-regering.
På denne baggrund er der
behov for genopbygning af en solid og omfattende international og dansk
antikrigsbevægelse mod USAs, NATOs og de gamle kolonimagters ulovlige krige og
besættelser. En bevægelse der arbejder for befolkningernes ønske om en verden i
fred.
Nej til krigen mod
Libyen
Ingen blod for olie
Støt de folkelige
revolutioner uden udenlandsk indblanding. Saudiarabien ud af Bahrain.
Stop krigene og besættelserne
af Irak og Afghanistan
København den 24.3.2011
På vegne af deltagerne i forberedelseskomitéen for
Fredsfestival 2011
www.fredsfestival.dk